 |
 |
| Sølvskatten fra Bratten |
|
|
|
Den følgende teksten gjengis med tillatelse fra arkeologisk avdeling ved Tromsø Museum. Gaarden nævnes i middel alderen som delvis tilhørende det vældige jordegods, som tilhørte erkebiskopstolen i Nidaros, som hadde faat den av Cicilie Herbrandzdatter (av rønevik iii spann 1 er cecilie herbrandz dotter fik stadnum b.f. spann. Denne kvindes navn er vel det første som er knyttet til gaardens historie. 80 aar senere nævnes gaarden, og av dens beborere flere som betalte skat til lensherren paa Bergenhus, nemelig Torlef, Jon, Morten, Andffind, Matzs, Jacob, Arne og Dorothe. Skatten blev betalt med sølv og var av forskjellig størrelse, den største skatteyder betalte 8 lod sølv, den minste 1 lod. Gaarden nævnes ogsaa i den jordebok som blev avfattet for Norges sidste erkebiskop ca 1530. Rønvik, som deles i Øvre og Nedre Rønvik, er delt i en mængde større og mindre matrikulnumre, efter matriklen av 1886 i et antal av 41. Bodin herred hvor gaaarden Rønvik ligger, kaldes i sagaerne Salptiu, et navn som senere er gaat over til Saltens fogderi og indbefatter den hele kyststrækning fra og med Gildeskaal herred i syd til og med Tjeldsudnet i nord. Ogsaa i sagaerne kaldes folket i herrederne i Saltens fogderi saltværinger, saaledes i det 13de aarhundrede, da Haakon Raud fra Hammerø tuglet værbelgerne som paa sittog op til Nord-Norge hadde plyndret hans gaard, og disse i befippelsen ropte: "”lyum ver nu undan, her eru Salptverir komninr ok vilja hefna Guthorm”. I det 16de aarhundrede kaldes de nuværende herreder Bodin, Skjerstad, Fauske, Saltdalen, Kjerringøy, Sørfold og Nordfold, Saltens prestegjeld ifølge Trondhjemske Reformats, s. 417, trykt i Kgl, norske Videnskabs Selskabs skrifter i det 19de aarh. I. Det egentlige Bodin har i middelalderen forskjelige navneformer, saaledes hos Aslak Bolt ”bodina sokn, biniar sysla. I diplomer fra 14de, 15de og 16de aarhundrede forekommer snart formerne Budina sokn, Bodhine sokn, Bodhinia prestedøme, Bodhinm, Bodhinæ, snart Boodine sokn, Bodøn fjerding, Bodø sokn, Baadøe. I Bodin herred har man de fra sagatiden kjendte øer Gylling og Hæring, nu Strømø og Knaplundø, som skiltes fra hinanden ved den kjendte Saltstrømmen, som ved sine voldsomme strømhvirvler og rasende fart er blit saa mange mænds bane. Strømøen skiltes fra Fastlandet ved Sundstrømmen, som ogsaa med rinvede fart bruser ut gjennem den trange port mellem to bergvbægger, medens Knaplundø er skilt fra fastlandet ved Godøstrømmern, som er meget smal og ufarbar for større fartøiuer. To svære fjorder, Salten mellom fastlandet og Strømø, og Skjerstadfjorden, som gaar flere mil ind i landet, sættes ved disse trange strømmer i forbindelse med hinanden, og naar disse svære fordbasiner skal fyldes, blir strømhastigheten saa stor at den kun til visse tider er mulig at befare dem. I sagatiden kadtes de to nys nævnte øer med et fælles navn. Godeyar, og paa Knaplundøen ligger gaarden Godøy), hvor den mægtige høvding Raud hin ramme bodde, da Olav Trygvesøn var konge i Norge. Det heter om ham at han var en ivrig blotmand, og da var det ikke at undres over at han kom i sterk oppositiion mot den viljeskraftige konge som saa energisk drev paa kristendommens fremgang, at det heter om ham: han kristnet fem land. Som bekjendt søkte de nordlandskehøvindger Thore Hjorth fra Vaagan i Lofoten, Eyvind Kinnriva, Haarek av Tjøtta og Raund hin ramme at danne et forbund mot Olav Trygvesøn, da han for nordover for at faa kristendommen vedtat paa Haalogaland. Høvdingerne tapte, og nogen av dem faldt; men Raud kom sig hjem til Godø, og da Olav vilde gjeste ham der, var østnevinden saa sterk at gjestningen den gang maatte opgis. Kongen for da nordover, og folket der lot sig kristne; men han glemte ikke Godø-Rauden. Da han hatter drog sydover, trodser han den forrykende storm som blaaste ut gjennem Saltenfjorden, idet han lot sin hirdbiskop Sigurd staa forrest i stavnen med korset for at døive den tryllekyndige Raud hin rammes magt. Uventet kom han over Raud som blev dræpt og hans store eiendomme konfiskert. Det heter namlig at ”Olafr konung tok ofa mikit fe av gulli ok silfri ok ødru lausafe vapnum ok margskonar dyrgripum - - - ok dreka er Raudr havde att” Dette drakeskib som Olav tok og selv styrte, blev kaldt Tranen) Denne fortælling fra Olav Trygvesøsns saga er i folketraditionen gaat over til at gjælde Hellig Olav efter hvem merkerne vises i berget hvor han med øksen haket sig frem. Paa Rauds gaard Godøy var der tidligere flere gravhauger; men disse er nu bortryddet. Saavel Bodin som nabobygderne har mange mindesmerker fra oldtiden, som er beskrevet og til dels undersøkt.) Oldsaker er funnet bl.a paa Vaagøen under prestegaarden, Jensvold, Mørkved, Elstad, Godønes, Tuv, Gillesvaag, Aaseli, Kløkstad, Skaug, Seivaag , Seines, Landego og Bodøy by. Fundet fra Skjerstad er omtalt i Aarsberetningen fra Fortidsforeningen og Tromsø museums aarshefter for 1902 og 1904. Det sølvfund som nedenfor skal beskrves , tilhører vikingetiden,; til denne periode hører ogsaa de fleste fund av sølvsaktter fra Nord-Norge, naar der undtages enkelte større eller mindre myntfund fra senere middelalder og nyere tid. Til vikingetiden hører sølvfundet fra Lyngen, som bestaar av to flettede halsringer, en tyndere halsring, en spænde og et hængesmykke. Likesaa sølvfundet fra Botnhavn i Senjen, Skjærvøfundet, Grytingfundet i Hadsel, nu i universitetets oldsamling, en stor ringspænde av sølv fra Skagen i Hadsel, type R. 680, nu i Tromsø museum, to halsringer i Bergens museum, som opgives at være fundet i ”Skjærvø i Finmarken” , hvilket neppe er rigtig; iallefald tilhører de ikke det ovennævnte Skjærvøfundet. Disse sølvfund er jo forskjellig fra de gjenstande av sølv og guld som forekommer i gravfund saavel her oppe som i andre deler av landet og i andre lande. Gravgodset blev anset som den dødes eiendom som skulde følge med ham over i den anden verden, hvor hans liv skulde fortsættes, ofte under de samme former og sysler og med de samme redskaper som var brukt i jordelivet. Dels blev vel ogsaa gravgodset jordlagt for at hædre den døde paa hans sidste utfærd. Tanken er er jo ikke helt fremmed for vor tid heller, naarr vi smykker vore døde og deres graver paa den i nutiden brukelige vis. De saakaldte depotfund er jo nedlagt med til dels andre formaal for øye. Snart er det frygten for tyvehaand som bragte datidens mennesker til at gjemme sit guld og sølv borte mellem urens stener eller i den bløte myr: der laa det sikrere end hjemme i huset, hvor det ogsaa kunde tilintetgjøres av ildebrand. Tiderne var dengang ikke alltid fredelige. Ikke heller hadde man banker eller assurance, som kunde sikre ens værdisaker og eiendom. Og saa hændte det ofte at manden som hadde betrodd sine skatter til jorden, kom av dage i krigen, paa reiser, paa vikigetog eller ved en pludselig død, før han kunde meddele sine nærmeste oplysning om sit improviserte, men forholdsvis sikre skatkammer, hvor ”torv og stein” gjemte slegtens guld og sølv. Saaledes gjemte ofte nordmænd sølv- og guldsaker baade i hedningetiden og langt ned imot nyere tid. Og lapper og finner har jo brukt det slags gjemsel like ned til vor tid. En gammel mand ute i en Nordlandsbygd fortale mig engang at han hos en finn saa at et stort vakkert bæger av sølv, og da han spurte hvor det klenodie var kommet fra, fik han det svar av finnnen: ” Torv og stein har gjemt det før min tid, der skal det ogsaa gjemmes efter mine dage”. Andre medvirkende aarsaker til nedlægning av skatter var der jo ogsaa. I hedningetiden saavelsom senere var der mangen en egoist som ikke undte andre, ikke engang sine nærmesste, sine penger og kostbarheter og begrov dem derfor i jorden., Slikt hændte i sagatiden og i senere tider. I hedningetiden er det jo tildels troen paa nødvendigheten av at ha ”mikit fe” med sig, naar man møtte op hos ”verdens vældige guder”. Ogsaa et og andet av depotfundene tør være nedlagt som offergave til guddommen, likesom lapperne jo til for ikke ret lang tid siden ofret til sine guder, uaget de i aarhundreder hadde været kristne av navn. Sølvfundene fra Nord-Norge er av forskjellige slags: Halsringer av en enkeltten forekommer i fundene fra Rønvik og fra Lyngen: men de fleste bestaar av snoede sølvtener der er tvundet sammen, med eller uten mellemlæg av to sammensnoede sølvtraader. Enderne paa disse tener er da kunstfærdig formet til plater, som ender i en krok og en hempe, eller en krok paa enden av denne plate og et huli den anden, eller i to kroker , som griper ind i hverandre, naar ringene skal lukkes, saaledes som den ene ring i Botnhanmfundet og den tynde av en firkantet ten dannede ring fra Rønvik, medens den anden ring i Bothhamnfundet, runeringen, har hul i den ene plate og krok i den anden som R.703, og Montelius 618 og armringen hos Müller 348. Undertiden er sølvtenenes ender ikke utformet til plater, men disse er dannet av et særskilt stykke, hvis ene ende er dannet som en fal, hvori sølvtenernes ender er stukket ind, medens midtpartiet er plateformet, og avslutter med lukningskroker som nr 1931 hos Aspetin og den ene av ringene fra Lyngen har hat en lignende lukkeinretning med plater og fal hvori sølvtenerne som er flettet sammen, har været stukket ind. Men dette mangler nu. Sølvhalsringen 4526b. I Bergens museum har likeledes kroker, plater og fal, hvori fletningens ender har været festet med en sølvnagle. Armbaandene av sølv er av forskjellige typer: Armbøilen fra Nes i Skjerstad er massiv uten lukningsindretning, medens armringen fra Bjarkøy er dannet av fire tynde tener som mot enderne er smedet sammen til en ten, der ender i et spiraldannet laas. Den større aarmring fra Rønvik dannes av tre runde sølvsteænger, i spiral snoet om hverandre, i enderne utformet til plater som avsluttes i spiralformede kroker. Av ringspænder av sølv haves to i Rønvikfundet, den ene uten naal, og en fra Skagen i Hadsel. Den sistnævnte og den ene fra Rønvikfundet har kuler og cylinderformet avslutning ved disse som R. 680. I fundene fra Botnhamn og Lyngen forekommer hængesmykker, fæstet til kjeder av fin sølvtraad; i Botnhamnfundet tillike et til en kjede fæstet krucifiks. Hængesmykkerne er korsformet med fire likestore armer hvis avslutninger er rettvinklet trian gelformet. Foruten disse sølvfund fra Nord-Norge er der ogsaa i universitetets oldsamling fra Skottestad i Hammerøy to halsringer og en spænde av sølv. Av de nysnænvnte hængesmykker har nogen likhet med Aspetins Antiquvites 1121 og 1678, samt Fortidsforeningens Aarsberetning 1856. s 69 flg. Og pl. II. Og pl. II fig 21 i Finska Fornminnesföreningens tidsskrift for 1905: Die vielreihigen silbernen Gliederkettenn finlandischen Funden; av Appelgren, s 21. Av smaa eller større sølvbarrer eller smaastykker er der sjelden fundet nogent heroppe før i Rønvikfundet. Her er baade et par mindre barrer og tillike flere levningenr av smykker som er blit hugget i stykker - Hackensilber, som tyskerne kalder det - og brukt som betalingssølv. Naar man i vikingetiden i handel og vandel hadde bruk for ædle metaller, var det jo ikke alltid man hadde myntet guld og sølv at bruke som byttemiddel. Man førte med sig sin betalingsring av guld, hvorav man hugget et større eller mindre stykke, alt efter behovet, eller man hadde en sølvbarre forhaanden eller et helt eller mindre stykker av sølvsmykker, som man da hug i biter og brukte som skillemynt og veide det paa smaa dertil indrettede vegter, som i datiden holdtes for saa uundværlig at de ofte fulgte med den døde indi graahaugen, vel med den forestilling at hinsidens graven ogsaa kunde være bruk for veiet metal. Saadanne vegtskaaler med balancer er flere ganger fundet i graver her oppe likesom i de andre landsdeler, og fra sagaerne ved man jo at det var gjængs skik at veie ædelt metal og dermed betale baade varer, bøter eller den kjøpte fred. Det heter saaledes om Tore Hund, da han blev tvunget til at betale bot for Karle fra Langøy i Vesteraalen, HelligOlavs hirdmand, som var blit dræpt i Gjesvær i Finmarken, at Finn Arnesson paa Vaagestevnet i Lofoten mottok bøter veiet i større og mindre partier i følgende ordlag: ”Þa Kom Þar Þorir ok greiddi silfr; var Þar reitt or enium sjod 10 merk veginar. Þa let hann fram knytiskauta marga, varisumum mørk vegin, sumum kalfr, eda aurar nokkurir. Þa mælte Þorir: Þetta er lausafe er ymsir men kafa let mer Þvi at uppi ætla ek skotsilfr mjøk, Þat er ek a. Sølvskattene fra Nord-Norge er i ældre tider blit gjemt paa forskjellige maater. Det tapte Skjrvøyfund er blit nedlagt under grus og jord, i saa ringe dybde at regn og vand hadde skyllet jorden væk, saa det laa avdækket og synlig for finderen. Fundet fra Lyngen fandtes ogsaa i muld og grus av en mand som brøt op jorden til aker. Bothhavnfundet derimot var blit gjemt under nogen stener og kom for dagen da en mand vilde ta nogen løse stener og bruke dem som grundmur under et hus. Rønvikfundet har været gjemt paa lignende maate. ”Gaardbruker Johan Henriksen Lagaard, Rønvik, holdt paa at utta en del sten fra en ur i Bratskaret ikke langt fra gaarden. Uren bestaar for det meste av smaasten av et par nævers størrelse, og fra dens nedrekant op til en liten tind hvor den slutter, er der en høide av ca 60 meter. I uren under nogen stener fandt han nogen av sølvsakerne, som hadde været indpakket i næver., Han la merke til at sakerne ikke laa paa det sted hvor de hadde været nedlagt. Næveren varnemlig avflækket og viste sig at ha været ført nedover med uren. Ved at følge smaa næverspor i uren fandt han alt som hadde været nedlagt i uren, oprindelig ret under tinden. Speciel beskrivelse av sølvfundet fra Rønvik.Fig 1. Ringspænde av typen R 680. Saavelnaal som ring er av massivt sølv. Oringialtypens diam, utvendig maal, er 17.2 cm, dennes er 17.5 cm, indvendig maal og 19.5 cm, utvendig maal. Naalen med det tilhørende hoved som bestaar av kule med sylinderformet knap, er 46 cm lang, dens længde skilt fra kulen, er 40 cm, originaltypens naal med kule og knop er 32.6cm. Vegten er 710 gram, spænden hos R har en vegt av 474.44 gram. Originaltypen findes i Universitetets oldsaksamling, og er det største eksemplar av den type i sølv som findes i samlingen. Det største eksemplar av sølv av typen R.680 i Videnskabsselskabets samlinger i Trondhjem har en vegt av 150 gram, ringens diam. 6.7 cm, naalens længde 17.6 cm. I Stavanger brudstykker av en sølvspænde av denne type. I Bergens museum er to eksemplarer, begge 6 tommer (15.7 cm.) i diam. indvendig maal. Av bronce findes der i museernes oldsamlinger flere av denne type. Av ringspænder av denne type findes der i de 5 nævnte oldsamlinger:
I universitetets oldsakssamling 4 eksplr.
Naalen, ringen og de til ringen fæstede kuler er paa Rønvikspænden uten ornamenter, men de til kulerne fæstede cylinderformede knapper er utstyret med flere saadanne. Rundt knapperne gaar der mellem kulnere og den utoverbøiede kant tre ophøiede perleformede ringer, og rummet mellem disse er utfyldt med skraastillede fine streker og linjebaand. Partiet mellem knappens øverste kant og den øverste perlering er paa det til naalen hørende hode og knap ornert med to rader indstemplede triangelformede figurer. Paa de mot ringens aapning vendede knapper er der paa den ene tre, paa den anden fire lignede triangelformede figurer, og paa den mot selve ringen vendede avslutning er der likeledes rækker av ringer mellem dissse indstemplede triangler. Saadanne triangelformede figurer forekommer ofte paa smykker fra vikingetiden. Ofte er der i selve triangelornamentet tre ophøiede punkter, som ogsaa er stillet i triangelform, saaledes paa den ene halsring i Sølvfundet fra Lyngen, medens punkterne i triangelfigurerne paa runeringen fra Botnhavn i Senjen har en mer uregelmessig stilling. Paa originaltypen 680 sees ikke det slags ornament, heller ikke paa halsringen R. 703, men derimot paaa sølvdiademet R. 706 og paa armringene 711 og 714. Dette slags ornament ses i det tidsrum at ha været fælles for smykker fra forskjellige lande, især paa armringer. I Danmark forekommer der armringer med det slags forziringer, i Sverige likesaa. Ifølge Müller ”maa det slags ornament ikke opfattes som et kjendemerke for arabisk fabrikat, som det undertiden er blit antat. Med de samme stemper findes nemlig rent nordiske former ornamentert, som de smaa Torshammemere og de ovale broncespænder” . De forekommer ogsaa paa ringspænder som paa nr 2048 i Tromsø museum i et fund fra Ankenes i Ofoten, et fund som formentlig tilhører slutningen av vikingetiden eller nærmeste paafølgende tidsrum. Triangelornamenterne forekommer likeledes paa oldfund i Finland. I fund fra Nordtyskland forekommer ogsaa smykker, ornert med triangelfigurer, som den tyske arkæolog Virchow først har kaldt Wolfszahnornament, og det baade med og uten ophøiede punkter i trianglet. I sølvfundet fra Marienhof i Preussen, som bestod av seks spiralarmband og to armringer, er der paa samtlige fire armbaand det omskrevne ornament (2556). Som man av foranstaaende vil se, er Rønvikspænden i Tromsø Museum det største og vegtigste eksemplar av denne type som opbevares i oldsamlingerne i landets større museer, og den er saaledes likesom runeringen fra Bothhavn og stenpilen med bevaret træskaft fra Sunderøen i Vesteraalen et unicum av stor interesse blant vort fædrelands talrike oldfund. Fig. 2. Halsring av sølv lik R. 703, men mindre; 10.5 cm invendig maal i diam. 12 cm i diam. Største utvendige mall. Vegt 90 gram. Dannet av tre runde sølvtener, som er snoet om hverandre og i enderne formet ut tiltynde plater, hvorav den ene har krok og den anden hul i platen til at lukke ringen med. Det ytterste av den ene plates avslutning er beskadiget saa at partiet foran aapningen til kroken mangler. Mellem tenerne ligger to sammentvundne sølvtraader. Paa platernes yttersider er der indstemplet runde fordypninger i to rader; paa den eneplate er der indstemplet nogen uregelmæssigstillede stillede fordypninger mellem begge rader. Det slagsringer forekommer i depotfund baade her til lands og i andre lande. Hos Rygh nævnes de i et antal av mindst 32 eksemplarer. Siden er jo mange flere kommet til. I Sverige forekommer de ofte – Montelius ”Svenska Fornsaker” 616, likesaa i Finland og i Tyskland. Sølvtenerne er ofte snoet om hverandre, undertiden flettet sammen. Der har undertiden været uttalt tvil om hvorvidt disse ringer kunde brukes som halssmykker, da de var stive og ubekvemme. Det er naturligvis saa at de ikke netop var bløte og behagelige; men moten paala menneskene dengang som nu ulemper, og hvad der var gjængs sed hos høvdinger og stormænd, fandt snart indgang blant en større almenhet, naar bare evnen var tilstede til anskaffelsen av kostbarheter. Det er sandsynlig at guldsmykket som Finneguden Jomala bare om halsen, og som Hellig Olavs hirdmand Karle fra Langøy i Vesteraalen hugget løs med saadan voldsomhet at gudens hode fulgte med og trillet ned baade med larm og brak, netop var av lignende slags som de store halsringer av guld og sølv som i nutiden findes i depotfundene i de nordeuropæiske land. Ringpsænde kan et saadant smykke ikke ha været: formen, størrelsen og deres hele indretning gjør dem uskikket til det slags bruk. Og da Tore Hund siden maatte ut med smykket paa Vaagestevnet ute i Lofoten, efterat Finn Arnessøn med spydet mot Tores bryst hadde tvunget han til at gi slip paa det, heter det uttrykkelig at han bar det om halsen: ”Þoror tok þa menit af halsi ok selde Finni”. Halsringene bares, saavidt vietes, baade av mænd og kvinder. Det heter saaledes i Beowulfs-kvadet: ” Ei fager ungmø om halsen skal lægge den herlige ring”. Denne ”herlige” ring” skulde nemlig følge den døde fyrste i graven. ( 2537) Fig3. Stor armring av sølv, dannet av tre om hverandre snoede sølvtener, hvis ender er utformet til plater der smalner av mot enderne, som avsluttes med spiralformede kroker. Den var da den fandtes, brækket i to stykker, i det den ene plate var skilt fra ringen, de ene av sølvtenerne brækket og hele ringen med den ene plate helt sammenbøiet. Eringens største invendige maal 9.5 cm, naar dens ender berøre hinanden. Men disses stilling har neppe været saadan i forhold til hverandre under bruken, men de maa ha indtat den stilling de har paa billedet: vegt 60 gram. Armringen er ellers for stor til at bæres om haandledet; nu er der jo eksempler paa at ringer bæres længer oppe paa armen end over haandledet, like ovenfor albuen. Om den unge bonde Tore Aalvesson paa Hedemarken fortælles det at ”hann hefir a hinni hægri hendi fyrri ofan ölboga digran gullhring”. Ringen hadde han faat av Knut den mægtige som bestikkelse og maatte derfor late sit liv for Olav Haraldsøns straffende rettfærd. Det slags armringer avsølv eller guld forekommer ofte i depotfund baade i Norge, Sverige og Danmark. Ringene i Narby og Innedalsfundene i Sverige) er vakre eksemplarer av snoede ringer. (2558). Fig4. Stor glat ringspænde av sølv dannet av en tyk ten med rundt tversnit. Kun ringen er tilbake, otg den er lik R.686 med aapning paa siden, men uten ornering. Den kan av indlysende grunde ikke ha været brukt hverken til armring eller halsring, som den er ulik. Den er 13 cm, største indvendige maal, i diam, stangen er 5 mm tyk, vegt 110 gram. Denne spændetype forekommer i landets oldsamlinger i følgende antal av sølv:
Universitetets oldsamling 2 eksemplarer Denne spændetype er ikke saa almindelig som flere av de andre typer. Ifølge Rygh forekom de den gang neppe undtagen i sølv, og er saaledes forskjellig fra spændetypen 680 hos Rygh, her fig. 1, som ofte forekommer ogsaa i bronce, undertiden er bare kulerne av bronce, ringen og naalene av jern. ( 2559) Fig. 5. Glat halsring av sølv, dannet av en sølvstang av kvadratisk tversnit. Den avtar i tykkelse mot enderne, som avsluttes med kroker til lukningsredskaper. Jeg antar at den har været brukt til halsring til et voksent menneske. Diam invednig maal, er 11 cm. Hildebrand opfører ringer av den størrelse som halsringer. Til armring er den altfor vid. Vegt 50 gram. Halsringer av kun en enkelt firsidet sølvten er vel sjeldne. Derimot forekommer der oftere armringer av kun en enkelt sølvstang med kvadratisk tversnit. Det er heller ikke utelukket at en saadan ring som den her bedskrevne nr 5 væsentlig har været bestemt til at hugges op i kortere eller længere stykker og brukes som betalingssølv, datidens smaamynt. (2560). Fig. 6 a-d) glat ring av sølv med aapning paa den ene side, har visst hørt til en ringnaal, eller været bestemt til at brukes som betalingssølv. Tenen hvorav den er dannet, har rundt tversnit, diam. 2.5 cm, vegt 7 gram. b) ring med aapning paa siden, dannet av to om hverandre snoede sølvtraader, 1.5 cm i diam. c) glat ring med aapning paa den ene side, diam 1.5, dannet av en meget tynd sølvten. d) Ring dannet av en tynd sølvten, hvorom der delvis er snoet en sølvtraad. Disse tre ringe har tilsammen en vegt av 5 gram. De er for smaa til at kunne ha været fingerringer, medens ringen 6 a er for stor til saadant bruk. De kan enten ha været brukt til ringnaaler eller som betalingssølv eller til athænges paa armringer, saaledes som R.710, Montelius Svenska Fornsaker 638 m.flere (2561) Betalingssølv.Som tidligere omtalt i dette skrift brukte man i lang tid andre betalingsmidler end myntet metal. Ofte foregik handelsomsætningen ved byttehandel mand og mand imellem likesom endnu i vor tid adskillig handel foregaar ved varebyttte. Almindelige byttemidler var i de ældste tider kreaturer, og værdier fik ofte benævnelse efter dem. Vi husker det gammel norske kyrlag, det latinske pekunia efter pecus ( kvæg),og lignende værdibetegenelser hos andre gamle folkseslag. Andre produkter landene kunde frembringe av naturriket, fik likeledes værdi som byttemiddel. I Indien brukte man saaledeslike til den senere tid kaurimuslingen som smaamynt; og saadanne kaurimuslinger har ogsaa fundet vei optil Nord-Norge, hvor de i en grav fra hedningentiden har været git den døde med i gravhaugen sammen med perler og andre smykker som hører til i en kvindegrav. For at skaffe aapning til baandet hvorpaa muslingenerne har været optrukket, er det øverste av ryggen bortskaaret; sammen med de i nævnte gravfundne perler har muslingerne været brukt som collier.
At gaa ind paa de mange forskjellige byttemidler som har været brukt her tillands før myntede penger kom i bruk, hører ikke hit. Tidlig blev guldet og sølvet anvendt, guldet snart i form av hele ringer, fingerring eller armring, snart i form av betalingsringer, hvorav et større eller mindre stykke huggedes av og bruktes i stedet formyntet guld. Sølvet forekom i barrer, stænger og plater, og saavel guldet som sølvet blev veiet paa dertil indrettede smaa balancevegter. Ofte blev stykker hugget løs fra et forarbeidet smykke. Av ringspænden huggedes naalen løs og deltes efter behovet i større eller mindre stykker. Hals – og armringens flettede tener skiltes fra hverandre , idet fletningen oppløstes, og større eller mindre partier fraskiltes fra det oprindelige smykkeog bruktes i handel og vandel. Andre smykker deltes paa samme maate. Saavel i norske som i andre landes depotfund forekommer ophugget sølv, som tyskerne kalder ” Hacksilber”. I de sølvfunde fra Nord-Norge som obevvares i Tromsø museum, forekommer det slags sølv i det fund som her behandles nemlig Rønvikfundet. De enkelte stykker er her beskrevet under fig7-11:
Fig 7b. Liten sølvbarre, halvrunde ender og halvrundt tversnit, 3.7 cm.lang 0.8 cm bred. Vegt 20 gram ( 2563)
Et stykke 3,5 cm langt 0,6 bredt og 0,3 tykt Fig. 8b) 14 bruddstykker av sølvtener med rundt tversnit. De er av forskjellig tykkelse og længde: de fleste er mer eller mindre sammenbøiet som halve ringer eller i spiraler. Et stykke er bøiet som en krok. Ophugget i smaabitter har de været før nedlægningen og brukt som betalingssølv. Samlet vegt 30 gram:
Et stykke 6,7 cm langt 0.7 i diam (2565) Ophugget sølv forekommer ofte i de større sølvfund saavel i vort land som i flere av de nordiske lande. I østersjølandskaperne forekommer det likeledes. Den tidsperiode da dette betalingssølv var mest benyttet, er især tidsrummet 890-1070 og falder for Norges vedkommende væsentlig sammen med vikingetiden. Det har ifølge Kemke været utbredt mot øst indtil en linje fra Kasan til Ladogasjøen, mot vest til Landene omkring Elhen, hvilket finder sin forklaring i at i dette tidsrum var der i de vestenfor liggende lande blit kristen kultur, og de hadde gaat over til at bruke de ædle metaller som byttemiddel i form av myntede penger. Hvis da saadant ophugget sølv naadde til de land som hadde indført bruken av myntet betal, blev det enten omarbeidet til smykker eller utmyntet til den i vedkommende land gangbare mynt. Mot nord har, som vi ser av Rønvik-fundet , og efter hvad der hittil er kjendt, nordgrænsen for ophugget sølv været oppe i Nord-Norge.
Indtil myntede penger kom i bruk, blev jo, som bekjendt, de ædle metaller veiet. Og siden blev jo myntsystemet basert paa vegtsystemet, som var det oprindelige og utbredt overalt i vort land og andre europæiske lande. Av middelalderske mynter er der ikke fundet noget stort antal i den del av Nord-Norge som ligger inden Tromsø museums distrikt. Et større myntfund fra sidste halvdel av det 13de og første halvdel av det 14de aarhundrede danner en undtagelse. Det er mynter som er prægetfor de engelske konger Edvard den 1ste, 2den og 3dje av dette navn, foruten nogen andre, til sammen henved 200 mynter. Av angelsaksiske har museet kun de som som sammen med tre brudstykker tilhører Rønvikfundet. De er ogsaa det nordligste fund, saavidt vites, av angelsaksiske mynter her i landet, hvor de ellers i sydligere distrikter forekommer i større antal i til dels talrike fund. Især er kongerne Ædelred II og Knut den mægtige godt repræsenteret i det store.
Egersunds-fund fra 1828 med tilsammen henved 800
Som man av foranstaaende vil se, er der i Norges jord fundet et stort antal angelsaksiske mynter, og endda er jo ikke alle fund av angelsaksiske mynter tat med. Det største antal av det slags skriver sig fra kongerne Æthelred II og Knut den mægtiges tid mellem aarene 978 og 1036. Kun i Foldøfundet er av angelsaksiske konger Edvard confessor sterkest repræsentert. Naard Æthelred II er saa sterkt repræsentert i de norske myntfund, har man antat og vel med god grund, at den mest medvirkende aarsak er den at netop denne konge maatte betale svære tributer til de nordiske vikinger som i hans tid hjemsøkte hans land. Paaa den maate kom en sølvmyntstrøm ind over landet, en sølvstrøm saa stor som datiden ikke hadde set make til. Og hvad Knut den mægtiges mynt trafik angaar, saa er jo aarsaken til den velkjendt. Med sølv og penger vilde han bringe nordmændene til frafald fra landets retmæssige fyrste av den gamle kongestamme. Og hans gaver som blev spredt utover det ganske land, bar sin frugt saa at selv den norske konges hengivne mænd lot sig bestikke av de kostbare gaver som drysset ned fra den overmaade landhungrige politikers rike sølvkammer. Men dyrt nok kom nordmændene til at betale gaven fra Knut hin rike da dronning uten krone. Alfiva, og hendes søn Svein paala Norge saa store skatter som folket i mandsminde aldrig hadde kjend tmake til. Og usandsynlig er det vel ikke at ogsaa da gjemte velstandsfolk sit guld og sølv under jord og sten av frygt for at det skulde komme i skatteopkræverens haand. Nu kom der jo ogsaa den gang sølv og penger ind i landet ved handel; mange foretrak jo farmandens fredelige færd for vikingenes vilde idræt, og norske varer fandt ogsaa den gang vei til fremmede lande og betaltes baade med utenlandske varer og med ”sølv og pendinge”, som øket landets formue. De angelsaksiske mynter som forekommer i Rønvik-fundet, tilhører en tidligere tid end kongerne Æthelred og Knut. Vistnok kunde indskriften Eadmund rex, som findes paa mynterne, lede tanken hen paa Edmund Jernside, kong Æthelred II med tilnavnet ”den raadvildes” tapre og heltemodige søn. Med denne opfatning er neppe bevislig. Saavidt mig bekjendt, er der blant de talrike myntfund i de nordiske lande ikke nogen mynt som antages præget for han. Dessuten var han jo saa kort tid konge, kun fra april 1016- da han efter forliket med Knut den mægtige skulde være konge over en del av England – til 30\11 da han døde. Det er ikke sandsynlig at han i den korte regjeringstid av 7 maaneder har latt præge mynter. Ifølge vevillig meddelese fra mr. Hill, keeper of the Departement of coins, British Musuem, kan det ikke ansees sandsynlig at det skulde være præget for Edmund Jernside. Myntherren maa være Edmund, som var angelsaksisk konge fra 941 til 946, da han blev dræpt. Han var sønnesøn av Alfred den store og bror av den velkjendte kong Adelsten (Æthelstan), fosterfar til vor konge Haakon den gode, ogsaa kaldt Adelstensfostre. De angelssasaksiske mynter i fundet er foruten 3 brudstykker to hele eksemplarer. Den ene av disse gik under præpareringen i to stykker, men disse er fæstet sammen. Fig. 9a. Den ene av mynterne har paa adversen i en dobbeltring legenden: EADMVND REX. I midten et litet kors. Reeversen har øverst i en enkelt ring som omslutter det hele, øverst 3 ophøiede punkter som danner et triangel; under dette legenden ADELM VND Mo . Under det hele tre punkter i triangel. Som man paa billedet vil se, staar den første del av legenden øverst og skilt fra den nederste ved tre i like linje staaende smaa kors. Adversens legende er oversat: Edmund konge. Reversen er navnet paa myntmesteren Adelmund, og Mo er forkortelse av monetarius som betyr myntmester. Paa sendere angelsaksike mynter ses ofte kongens kronede billede paa adversen, og myntsted angit paa reversen. Ingen av delene findes paa denne mynt ( 2566 a) Den anden mynt fig. Har paa adversen i en dobbeltring EADMVNDRE og i midten et litet kors. Type som den forrige. Paa reversen har den øverst oppe 8 smaa punkter sammenstillet som en drueklase, under denne OZVLF MON. Osulf er myntmesterens navn adskilt fra Mon: myntmester, ved 3 i like linje stillede kors. Nederst syv som klase stillede punmkter. (2566 b) Det største brudstykke ( omtrent 2\3) har paa aversen E . . . VNDRE. Paa reversen er præget saa slitt at det hele er næsten ulæselig. Jeg tror dog at kunne skjelne E.. O –D. Det andet brudstykke har ND RE tilbake paa aversen, rester av navnet Eadmund, og paa reversen E D ( ?) + N. Det tredje brudstykke DM og paa r. Et enkelt l. Myntmestrene Osulf og Adelmund som forekommer paa mynterne fra Rønvikfundet, forekommer paa flere angelsaksiske mynter. I de større myntfund fra dette tidsrum, som er blit optat i Norges jord, forekommer Osulf paa mynter som er præget baade for Æthelred II og for Knut den mægtige. Men, det kan av nærliggende grunde ikke være den samme Osulf myntmester som har præget mynter for kong Edmund i tidsrummet 941-46 og Knut den mægtige 1016-1036. Osulf som præget mynter for kong Edmund, kan neppe ha præget mynter for Æthelred II, og slet ikke for Knut den mægtige; dertil blir avstanden i tid for stor. Osulf myntmester forekommer paa Aæthelredsmynter i sølvfundet fra Horr, men ikke paa den samme konges mynteri fundet fra Foldøen, men i fundet fra Nesbø og paa en Knuts mynt i Egersundsfundet), men ikke paa Æthelreds mynterne. I London har han præget for Æthelred) Myntstederne som knyttes til hans navn er London og Thetford). ( LVNDONI, TEADFORD). Myntmesteren Adelmund som forekommer paa den ene mynt i Rønvik-fundet, findes ikke paa nogen mynt i de andre ovennævnte fund. Derimot har han præget for myntherrerne kongerne Adelsten( Athelstan) 924-941 og broderen Edred ( Eadred) 946-955. Mellem disse falder broderen Edmunds regjeringstid. Og det er saaledes sandsynlig at Eadmundrex som findes paa Rønvik-mynterne er søn av kong Edvard ( Eeadweard) 901-925 og bror av de to nysnævnte angelsaksiske konger Adelsten og Edred. Om Osulf meddeler Mr. Hill at han har præget for nysnævnte Edvard I og Adelsten og Eadgar. Den sidstnævnte var søn av Edmund og angelsaksisk konge mellem 958-975. Av disse dateringer fremgaar med al ønskelig tydelighet at mynterne i Rønvik-fundet med den angelsaksiske konges navn maa være præget for kong Edmund i tidsrummet 941-946. Kufiske mynter.Disse mynter har som bekjendt sit navn efter Kufa i Mesopotamien, der blev anlagt 636 og var i lang tid residensstad for Muhameds efterfølgere, kaliferne. Efter denne by har en speciel form av arabiske skrifttegn faat navn av kufisk skrift, og mynter hvis legende er præget med denne slags skrift, har faat navnet kufiske mynter, om de end ikke er præget i byen Kufa. Av kufiske mynter forekommer der i Rønvikfundet 1 hel mynt, 8 større brudstykker og38 mindre brudstykker, samtlige av sølv. Der forekommer ikke ofte mynter av dette slags her oppe inden Tromsø museums distrikt. I universitetets myntkabinet findes en saadan fra Børø ved Stokmarknes i Hadsel. Paa gaarden Vinje i Øksnes i Vesteraalen fandtes i 1860 aarene en del smaating av sølv, deriblandt en fingerring av en rund liten sølvten; enderne var knyttet sammen, samt en mynt hvorpaa en rustflekk. Disse to sidstnævnte gjenstande fik jeg overlatt, og mynten indleverte jeg 1873 sammen med nogen fundne smaating til daværende adjunkt, senere toldkassererer Petersen som gave til det nylig oprettede Tromsø museum. De indleverte smaating er fremdeles i museets samlinger; men mynten var bortkommet den gang da oldsamlingenes første bestyrer Th. Winther ordnet de første oldsaker, og mottakerne fandt den ikke igjen. Ved at se paa tegninger av kufiske mynter og paa dem som nu i Rønvik-fundet er kommet til museet, faar jeg det bestem indtryk at det netop var en saadan kufisk mynt som blev fundet paa Vinje og av mig indlevert til museet, og dette eksemplar blir saaledes det nordligste eksemplar av kufiske mynter som, mig bekjendt , er fundet her tillands. Foruten de nysnvæte mynter er der i Nord-Norge fundet en større samling kufiske mynter paa gaarden Herten i Alstahaug paa Helgeland inden Trondhjems museums distrikt, samt mynterne i Rønvik-fundet. Der er kun en av disse sidste som er hel. Den er av sølv og er 3 cm, i diam, vegt 5 gram. Fig11. 4 brudstykker av kufiske sølvmynter a-d. A) er præget i al Basra 283 e. H.(896 e. Kr.) under Kalifen al Mutadid billah; den er av sølv, b) sølvmynt præget 297e H. 909/10 e. Kr,) under Kalifen al Mutadir billah og samaniden emir Ahmad ibn Ismail. Prægningstsed bortslitt. I aarstallet er eneren ikke helt sikker. C) sølvmynt, præget som det synes i Samarkand mellem 320-330 e. H. ( 932-942 e. Kr) udner Kalifen er Radi billah og ovnenævnte samanide emiren Nasr ibh Ahmed. Præget er til dels meget slitt, og prægningsstedet er derfor usikkert. Det meste av aarstallet er avbrutt, men baade Kalifens og emirens navn er utvilsomt, d) fragment av en sølvmynt, præget i Samarkand i aaret 323 e.H ( 934/35 e. Kr. ) under Kalifen ar Radi billah og emiren Nars ibn Ahmad ( 2568). Fig 12. 38 brudstykker av kufiske mynter. Nogen faa utgjør ¼ av den hele mynt, enkelte 1\5, de fleste meget mindre, like ned til 1\15. Nogen er brækket istykket, andre maa være klippet i større eller mindre deler før de kom ned i jorden, og klipningens kanter er forvitret. Paa grund av disse store beskadigelser er jo en stor del av legende borte og derfor ulæselig. ( 2569a) Som man vil se, er den hele mynt og 7 av brudstykkerne præget i den første halvdel av det tiende aarhundrede, ett er fra slutningen av det niendre aarhundrede. De øvinge stykker er saa smaa at man vel vanskelig kan faa noget ut av brudstykkerne; de tilhører formentelig samme tidsrom som de øvrige. Hvad er nu aarsaken til at alle disse mynter er opdelt i saamange fragmenter? Det er vel saa at sølv forvitres ved at ligge i jorden i aarhundreder. Noget indgaar kemiske forbindelser med de jordarter som omgir det og gaar over til svovlsølv eller lign. Men, saadan opdeling av mynterne i smaastykker, nogen større og nogen mindre er ikke en process som har fundet sted efter nedlægningen i jorden. Den var foretat mens mynterne var i cirkulation, av praktiske hensyn, og den større mynt blev likesom sølvtenen og smykket opdelt i mindre deler, veiet paa dertil indrettede vegter og brukt som skillemynt og betalingssølv. Man maa være enig med den tyske lærde hr. Ikemke i hans under beskrivelsen av Der Silberfund von Marienhof uttalte mening: ”Alle dise vielene Hunderte der Munztypen galten eben nicht als München, sondern als Gewichtsilber. Da das Silber somit die Rolle des Geldes vertrat, kann die Zerstückelung, der man nicht nur die München, sonderne auch die Schmucksachen unterwarf, nicht befremden, da man für feinere Gewichtunderschiede kleinere Metalstuücke brauchte”. De mange mindre smaastykker hvori de kufiske mynter i Rønvik-fundet er delt, er saaledes traadt i stedet for vore mindre myntsorter. Ad hvilke veier er nu disse fremmede mynter naadd op til en saa fjern landsdel som langt oppe i Nord-Norge. Fyrsten som den hele og iallefald 6 av de større brudstykker er præget for, er Nasr bin Ahmed, som efterfulgte Ahmed bin Ismail, og tilhørte en persisk herskerslegt, samaniderne der i navnet stod under kaliferne, Muhameds efterfølgere. Samaniderdyanstiet hersket over større deler av Centralasia, Persien og Afghanistan og hadde Bukara til hovedstad; deres mynter er præget saavel i Bukara som i Samarkand og andre byer. Denne fyrsteslegt stod høit i dannelse efter datidens forhold, virket særdeles meget for at utbrede oplysning, befordre videnskap og kunst, og stod i flere henseender høit over de fleste orientalske herskerslegter i det tidsrom; den søkte og saa at fremme handel og samkvem med nabolandene. Den arabiske handelsvei gik den gang langs bredderne av det Kaspiske Hav opover Volga og til den russike by Bulgar som ligger øst for det store knutepunkt for handelen mellem østlige og vestlige lande. Fra det midtre Russland gik handelsveiene ned til Østersjøens kyster og over øen Gotland til de skadinaviske lande. Paa øen Gotland har der i det tidsrum været en fast station for handelsforbindelsen med Østersjølandskaperne, hvis handelsfolk kom i direkte forbindelse med arabiske og persiske kjøbmænd, som bragte sine varer frem til Øst-Europas lande og byttet dem med nordeuroæiske produkter. Av byen Bulgar som laa i distriktet Kasan i det indre Russland, er nu kun ruiner tilbake; den i nærheten liggende landsby Boligary minder om dens navn. Det folkeslag som den gang hadde magten saavel i Bulgar som i hele det omliggende distrikt var en gren av den bulgarske folkestamme, de saaakaldte Volga-bulgarer, medens deres stammefrænder paa vestsiden av Sortehavet kadtes Donau-bulgarer. Volga-bulgarerne stod i nøie forbindelse med arabiske folkestammer; et samband mellem dem var den fælles tro Islam og dessuten de livlige handelsforbindelse som bestod mellem arabiske, persiske og andre muhamedanske folkeslag i det sydlige og vestlige Asien. Andre handelsveier gik gjennem Nord-Tyskland til Heidaby i Sønderjylland og derfra op til Skiringssal i Norge. Og nordmændene var jo et dygtig handelsfolk som drev kjømandskab baade i vesteuropæiske lande og i Østersjølandskaperne; baade i austrveg og vestrveg kunde man træffe kjøbmændn fra Norge. Og netop i dette tidsrom da disse kufiske mynter er kommet hitop, hører vi at Ravn Holmgaardsfarer som bodde i Viken ved Tundsberg, drog i kjøbmandsfærd baade i vestrveg like til Færøerne og i austrveg like til Homgaard i Gardarike. Og beboerne av datidens Nord-Norge, de saakaldte haaløyger var ogsaa dygtige handelsfolk som for baade i austrveg og vestrveg og utstrakte sine kjøbmandsfærder helt op til Gandvik og Bjarmeland, hvor de kjøpte pelsverk, og hvalroshud som bruktes til remmer og taugverk; lignende produkter hadde de ogsaa i sit hjemland, og for disse varer fandt de et fordelagtig marked baade i vesterlandene og i landene ved østersjøen, hvorfra de førstes videre like ind i Centralasia. De store markeder som aarlig avholdtes i byen Bulgar, vedblev at bestaa langt nedigjennem middelalderen; men seneere blev knutepunktet for handelen mellem de ovennævte landsskaper byen Arsk, som ogsaa ligger i Kasan. Fra 1515 avholdtes handelsstevnet i Maarijev indtil i det 19de aarhundrede da Nishnij Novgorod traadte isteden for de gamle berømte handelspadser Bulgar Arsk og Makarijev. At bestemme tiden for nedlægningen av sølvfundet fra Rønvik kan neppe medføre større vanskeligheter, ser det ut til. Det store, interessante sølvfund fra Bothhavn i Senjen Med den pompøse indskrift paa en pragfuld halsring av sølv:
Vi for av sted Er med skjellig grund sat i forbindelse med Olav den helliges vikingetog til Frisland eller Nordholland før han blev konge i Norge, og disse tog er skildret i Sigvat Skalds bekjendte kvad: Vig vantu hlenna hneigr. Fundets nedlægningstid kan saaledes sættes til førstehalvdel av det 11te aarhundrede, Rønvikfundet er ældre, og nedlægningstiden tidligere. De angelsaksiske mynter er ældre end midten av det 10de aarhundrede, de kufiske mynter likesaa. Den anden halvdel av det 10de aarhundrede var jo en utryg tid, da folk nok av forskjellige grunde var nødt til at gjemme sine skatter og kostabarheter godt. Og det sikreste gjemested dengang var jord og ur. Feiderne mellom Haakon Adenstensfostre og Erik Blodøkses sønner, Gunhild kongemoder og hendes sønners haarde styrelse, Jomsvikingernes tog til Norge i Haakon Harls tid var ikke netop nogen Frodeferd, da man kunde lægge sine guldringer paa landeveien uten frygt for at nogen skulde bemægtige sig dem. Og slutningen av aarhundredet da Norges konge Olav Trygvason paa sin missionsfærd i Nord-Norge blev mottatt med hærskjold baade av haaløyger, saltværinger og lofotinger, var et kraftig vink til landsdelen befolkning om at ta vare baade paa liv og gods. Man kan saaledes sandsynligvis gaa ut fra at sølvskatten er kommet i jorden i tidsrummet 950-1000. Helst skulde jeg være tilbøielieg at anta at nedlæggelsen staar i forbindelse med Olav Trygvessøns færd til Nord-Norge og den reisning som da fandt sted i landsdelen imot kongens strenge matte at indføre den nye tro paa. Men likesom ved andre fund av skatter kan man jo ikke med fuld sikkerhet angi grunden hvorfor sølvet og guldet i hvert enkelt tilfælde er nedlagt i jorden; det er, som ovenfornævnt, saamange aarsaker som kan ha været medvirkende til at skatten blev overgit til den moderlige jords varetægt., Hensigten med nedlæggelsen av depotfund kan vel i de fleste tilfælde ikke med fuld sikkerhet opklares. Annerledes forholder det sig med gravgodset som den døde fik med som sin personlige eiendom; enten det nu var den jevne mand, høvdingen eller fyrste, hadde ingen nogensomhelst ret til den hauglagtes gods om smykker. Om smykkeringen gjaldt det:
“Ei helt skal den bære
Som var git den døde fyrste med i graven. Nr1 præget i Samarkand for kalifen al Muqtadir og samaniden Nasr binAhmad (mellem 912/13 – 932 e. Kr.) Nr. 2 præget i ash – Shash under al Muqtadir billah og Nasr bin Ahmad (mellem 912/13 – 932 e. Kr.) Nr 3. Prægningssted og prægningstid er borte; al. Muq. Og Nasr kan læses . Det er altsaa den samme kalif og den samme emir under hvem de to forrige numre er præget i tidsrummet 912/13- 932 e.Kr.
Nr. 4 Prægningstid og – sted, kalifnavn og emirnavn er borte. Der gjenstaar imidlertid av aarstallet for prægningen med kufiskskrift saameget at man av dette og av myntensutseende forøvring kan slutte 300 (selvfølgelig efter Hedsjra); ener og tier mangler. Av dette kan videre sluttes at mynte sandsynlig er slaat under emiren Nasr bin Ahmad som regjerte mellem 912/13-42 eller 43 e. Kr. ( 2579 b). Tillæg.Under beskrivelsen av sølvfundet fra Rønvik er der i forbigaaende nævnt smykker fra sølvfundene fra Botnhavn og Lyngen. Runeringen fra Bothnavn med runeindskriften paa begge de indre sider av platerne er her merket med romertallet I. Indskriften er tidligere citert i dette skrift. Dens diam er henved 19 cm. Utvendig maal. Vegt 290 gram. Ringen merket med II er en halsring som tilhører et sølvfund fra Lyngen. Den er gjort av 10 sølvtener med rundt tversnit, somparivs er snoet om hverandre og i enderne hamret ut til tynde plater med lukningsredskaper og ornamenter. 16.5 cm i diam, utvendig maal. Vegt 190 gram. Smykket inde i ringen er en spænde som ogsaa hører til Lyngenfundet. Den er av rund form med ophøiet midtparti samt hegte og naal; rundt ytterkanterne gaar der perleformede baand, likesaa om midtpartiet. Diam. 6 cm. Vekt 28 gram. Lyngenfundet er beskrevet i aarsb. For 1886, s 128. En armring av sølv, flettet av fire tynde tener, 7 cm i diam. Vegt 30 gram, er fundet sammen med perler i en stenrøis og maa henregnes til gravgods. Den er fundet paa Bjarkøy og tilhører likesom de tre foregaaende numre vikingetiden. Avbildet i Tromsø mus. Aarshefter for 1917 nr 5.
I Tromsø museum er der ogsaa flere fingerringer av sølv; men det er gravgods og hører saaledes ikke til depotfundene. Broncesmykker fra den senere romertid og især fra folkevandringstiden har museet i forholdsvis stort antal. De er beskrevet i Tromsø museums aarshefter for 1910, s. 13 flg.og Oldtiden for 1914. Likeledes er der talrike broncesmykker fra vikingetiden. Flere av dem er beskrevet i Oldtiden for 1914; de tilhører allesammen gravfund.
|
| Neste > |
|---|
